Det bedste fra efterårsferien med FerieCamps i København!
FerieCamp holder pause med de hæsblæsende og sjove kultur- og fritidsaktiviteter frem til juleferien og den 27. december. Dér vender FerieCamp stærkt tilbage med en række camps rundt omkring i København. Tak til de mange børn, forældre, frivillige, trænere, fagpersoner og andre samarbejdspartnere for det store engagement og jeres deltagelse i efterårsferien.
Vi glæder os til at se jer snart igen med pulsen oppe, bolden i hænderne og musikken i ørerne!
FerieCamp har budt på alt mellem fodbold, kampsport, dans, basketball, gymnastik, kæphesteløb og Esport. Men det har også været muligt at lave kreative projekter og kunstværker eller lære nye tricks på skateboard, løbehjul eller rulleskøjter.
Har du selv, eller dit barn, prøvet en spændende aktivitet på FerieCamp og mangler den sidste hjælp til at kontakte den lokale forening eller træner for en prøvetræning? Så kontakt FritidsGuiderne KBH for at få hjælp til indmelding eller find information om kontingentstøtteordningen i Københavns Kommune.