Ansøgning om FerieCamp-værtskab 2025 åbner onsdag d. 4/9

FerieCamp åbner snart for indgåelse af nye værtskaber for 2025. Vil du skabe positive idræts- og kulturfælleskaber samt oplevelser for børn og unge i København? Så ansøg om FerieCamp værtskab og vis jeres evner frem i skolernes ferieuger.

Nu er der snart mulighed for at ansøge om at blive en del af FerieCamp-holdet i 2025. Vi er altid meget nysgerrige på nye samarbejder, og håber på at modtage mange kvalificerede ansøgninger. Uanset om man repræsenterer en forening, virksomhed, NGO, helhedsplan eller noget helt andet, så har alle har mulighed for at sende en ansøgning. Som sædvanlig afholder vi kun én ansøgningsrunde, hvor man skal søge for hele året.

Som noget helt særligt i 2025 hylder vi gadeidrætten med StreetCamps. En StreetCamp er en særlig fejring af gadeidrætten og skal være en optakt til 3X3 EM i Basketball, der kommer til København i september 2025.

Billede
Team samlet

Som vært for FerieCamp er I med til at sikre, at børn og unge har noget at lave i deres ferie. Særligt de børn som ikke rejser udenlands eller tager I sommerhus. Udover at skabe glæde, gode minder og muligheden for at få nye venskaber, så er FerieCamp også en rigtig god mulighed for at vise jeres fede aktiviteter frem og potentielt få nye medlemmer på jeres hold eller til jeres forening.

Skal I være med til at give børn og unge gode minder ved at deltage i idræts- og kulturaktiviteter?